Sidsel på efterskole

På efterskole med PKU

Jeg hedder Preben og er far til Sidsel som har klassisk PKU. Sidsel har været på efterskole i 9. og 10. klasse på Grejsdalens efterskole fra 2013 til 2015, hvilket jeg her har lovet at skrive lidt om. Lad det være sagt med det samme, at det har været en super god oplevelse og fungeret rigtig godt.

Sidsel har været skrevet op på efterskolen, siden hun var lille, så tanken om at hun skulle afsted har haft god tid, til at sætte sig hos os herhjemme.
Det var dog ikke uden spænding og en vis bekymring, at vi besøgte skolen inden skolestart, for at introducere køkken personalet for PKU, og Sidsels diæt behov.
Vi beskrev kort hvad PKU er, behovet for lavprotein kost, phenylalanin portionssystemet, ombytningslister, lavprotein produkter, bagemaskine, piller mv. Med god hjælp fra diverse brochurer fra KC, samt telefon nummer til diætisterne og til mig, til besvarelse af spørgsmål, tog køkkenet godt imod, som en faglig udfordring og udpegede en til at have det overordnede ansvar for Sidsels mad. Jeg indkøbte og leverede løbende alle special produkter.

Praktisk i det daglige, var Sidsel forbi køkkenet hver morgen, for at aftale dagens portions fordeling ud fra dagens menu og program. Ligeledes ved diverse dags- og weekend turer ud af huset, har Sidsel aftalt med køkkenet, hvad hun kunne få med. De var også på flere udenlands ture, hvor Sidsel og køkkenet i fællesskab planlagde og lavede mad der kunne medbringes hvor det var nødvendigt.

Et køkkenleder skifte på skolen i april 2014, gav os anledning til at gentage og genopfriske hele historien for køkkenet. Med dette skifte blev Sidsels mad endnu mere varieret og spændende. Sidsel har adskillige gange berettet begejstret om nye lune anretninger som Køkken-Mette havde kreeret til hende.

En stor frustration har vi dog haft igennem en længere periode på efterskolen. Nemlig høje blodprøver. Vi har grublet og gransket Sidsels mad, kostregistreret, checket køkkenets daglige procedurer, taget ekstra blodprøver, haft besøg af diætister fra KC og ingen forklaring fundet. Min egen teori går på højere daglig aktivitets niveau og ikke mindst for lidt søvn!! Efter hjemkomst og skift til "roligt" gymnasie-liv er der igen kommet mere stabile og gode blodprøver.

Ved skole afslutning havde vi et stort ønske om at sige køkkenlederen på Grejsdalens efterskole en kæmpe tak og stor anerkendelse for den vigtige og veludførte ekstra indsats de har ydet med Sidsels mad. Jeg spurgte derfor PKU foreningen via Bodil om de ville lægge navn til et diplom som anerkendte køkkenet som PKU kompatibelt. Det ville hun heldigvis gerne, og ved skoleafslutningen fik jeg dermed lejlighed til at holde en kort tale og overrække køkkenlederen Mette Tindbæk et sådant diplom og en lille gave. 

Efterskole liv kan med god kommunikation og tæt samarbejde fint forenes med PKU og Grejsdalens efterskole kan hertil anbefales.