Madlavningsarrangement 10-05-2025
Vi har netop haft et fantastisk madlavningsarrangement på Fyn, hvor 25 glade deltagere var med til at bage og hygge sammen. Det hele foregik i de dejlige, lyse lokaler i Munkebo, som har en skøn udgang til både boldbane og et grønt område – perfekt til en pause i madlavningen eller bare lidt frisk luft. Tak til Nutricia for at sponsorere disse lokaler til arrangementet! Temaet for dagen var bagning, og der blev virkelig knoklet med at bage alt fra forskellige slags brød til sprøde pizzaer og meget mere. Som vi plejer, delte vi os op i mindre grupper og fordelte os på forskellige poster, hvor alt var klar til de enkelte opskrifter. Det gjorde det både nemt og sjovt at prøve sig frem og lære nyt.
Da alt var bagt færdigt, samlede vi alle de lækre sager til en stor fælles buffet. Her kunne vi smage på hinandens kreationer, snakke om teknikker og bare nyde den gode stemning og det dejlige samvær. Det var virkelig en skøn dag fyldt med god mad og masser af grin. Tak til alle, der deltog – vi glæder os allerede til næste gang, vi skal lave mad sammen! Og stor stor tak til Nutricia, Navamedic og MetaX for altid at komme med lækre opskrifter og godt humør! Fredrik fra Navamedic havde denne gang en Pizza-ovn med, som der blev lavet nogle virkelig lækre pizzaer i.